Rodbehandling

En rodbehandling kan blive nødvendig, når tandens nerve bliver påvirket – fx af et dybt hul, en revne eller et knæk i tanden eller en betændelse. Sker der ikke noget, kan det give kraftige smerter og i værste fald udvikle sig til en infektion eller en tandbyld.

Ved en rodbehandling tager vi nerven og det betændte væv ud af rodkanalerne. Derefter renses, desinficeres og forsegles kanalerne, så bakterier ikke kan trænge ind igen. Formålet er at stoppe infektionen, fjerne smerterne og bevare tanden.

Typisk forløb:

  • Undersøgelse og vurdering, ofte suppleret med røntgen.
  • Rensning, desinfektion og forsegling af rodkanalerne.
  • Opbygning af tanden igen – typisk med en fyldning eller en krone, alt efter hvor svækket den er.

En rodbehandlet tand er ofte mere skør end en almindelig. Derfor vurderer vi altid, hvordan den bedst beskyttes fremover, så du kan tygge normalt og beholde tanden længst muligt.