Tandlægeskræk (odontofobi) dækker over ubehag, angst eller en decideret fobi for at gå til tandlæge. Den kan komme efter en dårlig oplevelse, ved smerte, kvalme eller en følelse af at miste kontrollen, ved generel angst – eller hvis man længe har holdt sig væk og derfor er bange for, “hvad der bliver fundet”.
En god håndtering bygger som regel på et roligt forløb med klare aftaler om kontrol og pauser – og på, at det første besøg kan gå med samtale, gennemgang og en plan, uden at der nødvendigvis laves behandling, medmindre du selv ønsker det. For nogle er det desuden rart at have en ledsager med.
Derudover kan ubehaget ofte dæmpes med bedøvelse og et roligt tempo med god tid. Du kan fortælle om din tandlægeskræk på forhånd og aftale et stop- eller pausesignal med tandlægen. En erfaren og omsorgsfuld tandlæge holder øje med signalerne undervejs og tilpasser behandlingen til den enkelte, så ubehaget bliver så lille som muligt.
Bedøvelse i tandlægepraksis er som regel lokalbedøvelse, hvor et bedøvende middel sprøjtes ind i slimhinden, så et afgrænset område i mund og kæbe bliver følelsesløst. Midlet tilsættes ofte en smule vasokonstriktor (fx adrenalin), der forlænger virkningen og mindsker blødningen.
De mest brugte former er overfladebedøvelse (gel eller spray) før stikket, infiltrationsbedøvelse omkring tanden og nerveblokade, der bedøver et større område i kæben. I særlige tilfælde kan man supplere med andre teknikker, hvis én metode ikke dækker godt nok.
Ved større indgreb, udtalt tandlægeangst eller i forbindelse med kæbekirurgi kan der – afhængigt af patient og rammer – være behov for sedation eller fuld bedøvelse (generel anæstesi). Det foregår typisk i et særskilt setup og kræver ofte særlig forberedelse, fx faste.
Inden bedøvelse ser vi blandt andet på helbred, medicin og risikofaktorer (fx hjerte-kar-sygdom, stofskiftesygdom, diabetes, blødningstendens/antikoagulantia, graviditet, allergi/overfølsomhed og tidligere reaktioner). Der gælder samtidig klare grænser for doseringen af både lokalbedøvelse og adrenalin.
Efter bedøvelse er det mest almindelige en forbigående følelsesløshed og risikoen for at bide sig i kind eller læbe, så længe området stadig er følelsesløst. Mere sjældent kan der komme forbigående føleforstyrrelser (paræstesier).
Praktiske forhold før/efter:
Akutte gener kan fx være tandpine, hævelse, en knækket tand eller en tabt fyldning/krone. Tandlægen vurderer typisk, om der er tegn på infektion, brud eller en anden tilstand, der kræver hurtig behandling, og prioriterer efter, hvor hurtigt symptomerne udvikler sig.
Du bør som regel kontakte klinikken hurtigt ved tiltagende smerter, hævelse, feber eller almensymptomer – eller hvis du har svært ved at tygge, åbne munden eller synke. Mindre gener uden udvikling (fx en lille afsprængning uden smerte) kan nogle gange vente kort, men bør stadig vurderes, så det ikke forværres.
Efterbehandling og hjemmepleje handler om at understøtte helingen, dæmpe ubehag og forebygge komplikationer efter en tandbehandling. Tandlægen vejleder altid ud fra en konkret vurdering af behandlingen og dine forhold.
Efter en almindelig behandling kan tand og tandkød være ømme i 1-3 dage. Hold mundhygiejnen ved lige, men vær skånsom omkring området. Smertestillende kan tages efter behov og efter aftale eller vejledning.
Efter kirurgi (fx en tandudtrækning eller en visdomstand) handler det om sårheling: lad være med at “forstyrre såret” de første timer (fx ved kraftig skylning eller spytning), undgå at ryge i helingsperioden, spis blød kost og tyg uden om området. Lidt sivblødning og hævelse kan være helt normalt det første døgn.
Efter en rodbehandling kan tanden være øm ved tygning i nogle dage. Det er vigtigt at følge planen for den endelige opbygning (fyldning eller eventuelt krone) og at skåne tanden for hård belastning, indtil den er færdigbehandlet.
Kontakt klinikken, hvis smerterne tiltager efter et par dage, eller hvis du får feber, voksende hævelse, vedvarende kraftig blødning, eller hvis en midlertidig fyldning falder ud.